Baggrund
Værktøjet EMANUEL er udviklet af ready4school på baggrund af nyeste viden og best practise inden for det pædagogiske område. Analysedelen er baseret på råd og vejledning fra lærere, pædagoger, skoleledere, psykologer, sundhedsplejersker og familieterapeuter fra hele Danmark.
Værktøjet er udviklet til at give hver enkelt forælder kort, præcis og skræddersyet vejledning ift. opgaven som forælder til et barn i 0.-3. klasse.
Vejledningen gælder familier inden for almenområdet, og bør ikke anvendes i familier, hvor børn eller forældre har specialiserede behov.
EMANUELs berettigelse
Den grundlæggende præmis i ready4school er, at alle mennesker har godt af sparring og vejledning: Uanset hvor kloge og dygtige vi hver især måtte være, er det altid fornuftigt at lytte til gode råd – og det er ekstra fornuftigt at gøre det i god tid.
Ingen forældre ønsker sig et barn i mistrivsel, og de allerfleste vil strække sig langt for at understøtte en god start på skolelivet.
Som forælder i dag har man imidlertid adgang til så uendeligt meget information, at det er en umulig opgave at finde ud af, hvad der er gyldigt og relevant for den enkelte. Forældre vælger derfor bevidst eller ubevidst nogle holdepunkter og inspirationskilder, som de læner sig op ad, og som de justerer på undervejs. Selvom det går godt for rigtig mange, er der også hvert år forældre og børn, som inden for de første skoleår støder på forhindringer, frustrationer og nederlag. Unødvendigt hårde bump på vejen, som går ud over barnet i en meget sårbar fase, og som kunne være undgået med rettidig, præcis og neutral vejledning.
En vigtig del af bevæggrunden for at designe værktøjet EMANUEL er at skære igennem forhindringer som:
- Hvilke råd er relevante for mig?
- Hvad skal man regne med, hvis empiri og erfaring siger noget forskelligt?
- Hvilke kriterier lægges til grund for gode råd? Hvad ønsker vi at opnå?
- Hvad er relationen imellem mig og den, der giver råd?
- På hvilken baggrund foregår vejledningen? Er noget allerede gået galt?
- Hvilke råd er vigtigst – og for hvem?
- Hvordan håndteres dårlige råd fra tidligere?
EMANUEL er udstyret med den viden, som i dag anses for at være den vigtigste ift. børns trivsel i årene omkring skolestart, og er designet til at formidle netop den delmængde, som er relevant for den enkelte forælder. På denne måde sikres på den ene side, at relevant, veldokumenteret viden bringes frem, mens der på den anden side ikke fremlægges gode råd om noget, som familien i forvejen har styr på. Resultatet er en kort sammenfatning af eventuelle opmærksomhedspunkter, konkret vejledning om specifikke forhold samt henvisninger til yderligere information.
EMANUELs vidensgrundlag
Værktøjet EMANUEL er funderet i et humanistisk menneskesyn, hvor et barn betragtes som værdifuldt i sig selv – uanset herkomst, udseende, intelligens, fysiske formåen eller økonomiske potentiale. Dette moralske udgangspunkt kan ikke bevises, men antages simpelthen for givet. I forlængelse heraf bygger EMANUEL (ligesom lærer-, pædagog- og psykologuddannelserne i Skandinavien) også på Bordieus og Vygotskys teorier om henholdsvis kulturel kapital og sociokulturel, kognitiv udvikling.
Værktøjet EMANUEL bygger imidlertid også i høj grad på empiri. Siden 50’erne har man forsket intenst i effekterne af forskellige former for pædagogik, didaktik og psykologi, og med opblomstringen af hjerneforskning i dette årtusinde, har vi fået endnu flere kilder til pålidelig viden om hvordan børns udvikling afhænger af deres omgivelser. Vi ved i dag, at både arv og miljø har stor betydning for et barns udvikling, og at vi med forholdsvis simple greb kan reducere risiko for mistrivsel drastisk og samtidig markant forøge chancerne for en fagligt frugtbar skolestart.
Værktøjet EMANUEL bygger desuden på endnu en form for viden, som vi med et aristotelisk begreb kan kalde for phrônesis – eller med Paul Riceurs mere moderne beskrivelse: Praktisk visdom.
Praktisk visdom er den type savoir-faire, som en fodboldspiller benytter, når der skal sparkes et straffespark. Det er håndværkerens planlægning og gennemførsel af en konstruktion. Det er jazzpianistens fabulerende solo eller advokatens vejledning om testamentet. Det er investorens succesfulde hedging og malerens hurtige skygge-strøg.
Praktisk visdom er med andre ord kombinationen af dyb fagspecifik viden og langvarig og grundig træning. En omfattende, effektiv og velbegrundet evne til at træffe de rigtige valg i ofte komplekse eller uklare situationer.
I pædagogisk regi består phrônesis af grundig og opdateret teoretisk viden om børn og deres udvikling, om pædagogik, didaktik og psykologi, kombineret med omfattende erfaring fra indskolingsområdet fra både lærer-, pædagog-, leder-, forælder-, sundhedsplejerske- og psykologperspektiv.
Alt hvad der skal til for at kunne vejlede præcist på forkant.
God fornøjelse!
Hvad siger forældrene selv?
Har du kommentarer til værktøjet?
Lad os høre, hvad du synes om de anbefalinger, du har fået. Giver de mening ift. jeres hverdag? Har du fået øje på noget nyt?
Spred ordet om EMANUEL
EMANUEL er oprindeligt udviklet som et værktøj til nye forældre på Rygaards Skole i Hellerup, København.
Hvis du har haft glæde af at bruge værktøjet, så spred ordet i dit netværk.